De Uadskillelige

af Simone de Beuvoir

De uadskillelige er en hjertegribende fortælling om veninderne Silvie og Andrée alias Simone og Zaza. Gennem Silvies fortælling, får vi adgang til Andrées historie med opvæksten i et strengt katolsk hjem. Her hersker angst for synden  og afskæring til det evige liv over menneskelige behov og lidenskaber, selv over individualiteten, der anses for farlig. Portrættet er uendelig kærligt og omsorgsfuldt ligesom Silvies kærlighed til Andrée.

Silvie står i kulissen og fortæller, og vi får derfor ikke mange detaljer om hende, men vi erfarer, at hun mister troen på Gud, mens veninden, med store omkostninger, ustandselig forsøger at underkaste sig Guds vilje og utallige prøvelser.

Andrée er en karismatisk og sprudlende person, der selvfølgelig derfor også har kontrasten. Hun rummer et bundløst mørke, og da hun i forbindelse med en oprigtig -og mulig - kærlighed til Pascal (alias filosoffen Merleau-Ponty), presses yderligere til at udvise kysk disciplin, sker det uundgåelige.

Bogen er oversat ved Birte Dahlgren og Lilian Munk Rösing i et rigt og flydende sprog, der i dén grad falder i bogkaleidoskopets smag og kun motiverer til at lære fransk og genspise den på originalsproget.

Jeg vil ikke afsløre detaljerne om bogens uundgåelige udgang, der allerede i begyndelsen afsløres: 

“Når jeg har tårer i øjnene her til aften, er det så fordi du er død, eller fordi jeg stadig er i live?”

Selvom Sylvia har frasagt sig sin tro, tynges hun af en nærmest katolsk skyld over det, da Andrée ender med at betale den højeste pris for sin. Som om Andrée kunne have levet i Sylvies sted.

Der venter der læseren så meget stærkt og klogt i denne bog om Andrée og Sylvies historie og yderligere i det eftertænksomme og nænsomme efterskrift at Lilian Munk Rösing.

Til slut vil jeg bare sige, at hvis du nogensinde slår vejen forbi Saint-Pandelon, så medbring 3 røde roser. Roser er  “ceremonielle blomster som dør med et ærbødigt buk uden at visne"